Duderstadt

Jeg besøgte Duderstadt en kold våd februar dag, men syntes alligevel, at det var en hyggelig og spændende by, hvor der findes mere end 600 borgerhuse i forskellige stilarter hovedsageligt bindingsværkshuse. Byen ligger i det sydlige Harzen. Duderstadt har ca. 22.000 indb. og blev først dokumentarisk nævnt i 929.

Du kan se billeder og læse mere om byen her på siden. Det er lavet som en blog, så at alle kan komme med ideer til spændende ting at se i byen samt anbefale restauranter og hoteller. Du kan skrive ideerne nederst på siden i kommentarfeltet.

De røde tage lægger sig som et gulvtæppe over Duderstadts gamle bydel med de velholdet farverige bindingsværks huse, som er en af byens største seværdigheder, og jeg forestiller mig, at her er rigtig mange turister om sommeren.

 

 

Det tre tårnede rådhus i Duderstadt er et af de ældste rådhuse i Tyskland. Den oprindelige bygning blev bygget så tidligt som 1302 og sydfløjen i 1432. Fra rådhusets vestlige tårn kan man høre klokkespillet kl. 9,11,13,15,17 og 19. I rådhuset finder man både et torturkammer og en vinkælder.

Den meget smukke renæssance trappe er fra 1673-1674

Ved siden af rådhuset står “Mariensüle”. Det er en pestsøjle, der er rejst af sognepræsten Herwig Bönning i 1711 i taknemmelighed over redningen fra pestplagen i 1683.

 

Lige ved rådhuset finder man den gotiske kirke St. Cyriakuskirche, som er en romersk-katolsk Propsteikirche. Den betragtes som den vigtigste kirke i Duderstadt, hvor den kaldes den øverste kirke. Kirken er rig på middelalder og barok kunstværker, disse omfatter den gotiske fløjalter i koret ca. 1500, Trinity alteret i Johns Choir (forrest til venstre omkring 1470).Kirken har også et barok orgel fra 1732, som skulle være enestående i den tyske orgel verden.

 

Springvandet ved St. Servatius kirke viser en dreng med sin hest. Den er opsat i erindring om, at på pladsen her var i gammel tid hestemarked.

Westertårnet er også en del af den gamle bymur, der var til beskyttelse af borgerne. Der er en sjov historie om det særprægede drejede spir: Da byens kvinder jog Djævlen ud af byen, forsøgte han at hage sig fast i tårnet inden han blev jaget videre ud i Harzen, men måtte til sidst slippe og efterlod et snoet spir.

St. Servatius kirke er en 3-skibet sengotisk kirke bygget i 1290. Siden 1808 brugt som sognekirke i Duderstadt. Kirken blev ødelagt af en brand i 1915, og det indre af kirken er i dag genopført i jugendstil.

 

Skriv en kommentar

tysklandsguide.dk