Flensborg

 

Turist i Flensborg

Da der er rigtig meget at se i Flensborg (Flensburg), har jeg delt guiden over byen op i tre ture, hvor de forskellige seværdigheder er med. De består af 1. gågaden 2. havne området. 3. det øvre Flensborg.

Flensborg er Tysklands nordligste by og kan se tilbage på over 700-års historie, der ligeledes er en del af den danske og Slesvig-Holstenske historie. Byen er beliggende for enden af en 34 km lang fjord med mange sandstrande, klitter og skove, der går helt ned til stranden.

Du kan se billeder og læse mere om byen her på siden. Det er lavet som en blog, så at alle kan komme med ideer til spændende ting at se i byen samt anbefale restauranter og hoteller. Du kan skrive ideerne nederst på siden i kommentarfeltet.

Rote Strasse
Rote Strasse

Rote Strasse er Flensborgs ældste gade med historiske små gyder med maleriske købmands- og håndværksbaggårde, her er tæt pakket med kreativ mangfoldighed. Rote Strasse er et lille hyggeligt område lidt for sig selv.

Rote Strasse
Rote Strasse

 

Rote Strasse
Rote Strasse

 Her er kunsthåndværk, antikviteter, gallerier og designartikler, hyggelige vinforretninger og spændende cafeer. I Rote Stasse finder man nok Flensburgs mest spændende og charmerende butikker samt en lang række hyggelige spisesteder.

Restaurant Roter Hof
Restaurant Roter Hof

Restaurant Roter hof er et godt sted med noget fint mad, og hvor man også kan sidde ude i et hyggeligt gårdmiljø.

 

Søndertorv

Tur 1  udgår fra Søndertorv (Südermarkt) og hele vejen ned til byporten. På Søndertorv ligger Flensborgs ældste privathus, som i dag er apotek og Skt. Nikolai kirke. Om sommeren har cafeerne udeservering, og der er meget liv.

Hyggelig marked
Hyggeligt marked

På Søndertorv er der også Slesvig-Holstens ældste torvedage hver onsdag og lørdag formiddag. Hovedsageligt med frugt og grønsager, men der sælges også ost, frisk fisk, kød samt mange delikatesser. Markedet har et stort udvalg af blomster. Der er også loppemarked nogle dage.

Skt. Nikolai kirke

Skt. Nikolai kirke, der ligger på Søndertorv, er Flensborgs største kirke, den er opført fra 1390 til 1480. Trods den lange byggetid giver kirken et ensartet helhedsindtryk. Tårnet blev opført af J. Otzen i 1877. Sankt Nikolai er skytshelgen for søens folk.

På Søndertorv ligger det sengotiske hus med markante trappegavle. Huset blev opført ca. 1490 og er Flensborgs ældste privathus, som i dag er apotek.

 

Flensburg Galerie
Flensburg Galerie

Når man går fra torvet ned ad byens godt en kilometer lange gågade, som hedder Holm, kommer man til Flensburg Galerie, byens eneste center (der ligger et par større centre væk fra centrum).

Hyggelig passage i Flensborg

Videre ned ad gågaden kommer der mange små hyggelige gårde, som gemmer på små og store herligheder, så det kan betale sig at lave må afstikkere og kigge.

På gågaden har Romfabrikanten Braasch også en lille hyggelig butik klemt inde mellem to store bygninger.

Helligåndskirken i Flensborg

Helligåndskirken i Flensborg er den ældste danske kirke i Sydslesvig. Kirken er bygget i 1386 af bygherren Sønke Kulle. I 1588 blev den første dansktalende præst ansat ved kirken, og i 1977 blev Helligåndskirken af Nordelbische Kirche givet som gave til dansk kirke i Sydslesvig. Helligåndskirken fungerer i dag på folkekirkelig vis i en landsdel, hvor flertallet af befolkningen taler tysk. Kirken har årligt omkring 30.000 besøgende. Billedhuggeren Bjørn Nørgaard har, med sit skitseoplæg “Pinseporten”, imødekommet menighedens ønske om at bringe lys i kirkens nordlige vinduer, vise Helligåndens optræden i Jesu liv samt udtrykke menighedens taknemmelighed og historie. Barokalter af træskæreren J. Zimmer.

Huset ved Nørretorv (Nordermarkt) blev opført i 1895 af en bagermester og udsmykket med en bagerdreng.

Restaurant Börsen Keller
Restaurant Börsen Keller

Skulle i få lyst til rigtig god tysk mad er Börsen Keller et udmærket valg. Om sommeren kan man også sidde ude.

På Nordermarkt er der altid meget liv, her var der engang slagterboder og brødudsalg. I dag er pladsen fyldt med hyggelige caféer.

Neptun brønden
Neptun brønden

På Nordermarkt møder man også Neptun brønden fra 1758 af L. Meymann. Det danske våbenskjold og Frederik V´s kongemonogram henviser til Flensborgs nære tilknytning til Danmark.

Johannsen Rum
Johannsen Rum

Købmandsgård med et imponerende trappetårn, i dag Romhus (Johannsen-Rum) og høkerbutik. På turistbureauet kan man få en bruchure med en romrute, men hvorfor udviklede netop Flensborg sig til en by fuld af romfabrikanter i 1700-tallet og særligt i 1800-tallet? for i byen støder man hele tiden på ordet Rom. Det hænger faktisk sammen med den danske kolonihistorie, for dengang var de tre caribiske øer St. Thomas, St. John og St. Croix under dansk herredømme, og det samme var Flensborg. Som en af rigets vigtige handelshavne havde Flensborg masser af skibstrafik, og en del af skibene satte kurs mod Dansk Vestindien og bragte både sukker og rom med retur. Johannsen Rum blev etableret i 1878 af A.H. Johannsen og er dermed byens ældste overlevende romhus, og her kan man selvfølgelig også få lov til både at smage og købe.

Mariekirken i Flensborg
Mariekirken i Flensborg

Treskibs teglstenskirken Marienkirken er fra 1284 og indeholder bl.a. middelalderlige kalkmalerier, broncedøbefont af Michael Dibner 1591, altertavle af billedskærer H. Ringerinck og den hollandske maler Jan van Enum. Her er også efterkrigstids-glasmosaikker af Flensborg kunstneren Käte Lassen.

Oluf Samson Gade

Oluf Samson Gade er opkaldt efter rederen og forretningsmanden Oluf Samson, som byggede de første små huse, som blev beboet af søfolk og håndværkere fra 1920´erne.

Flensborg hus

Flensborg hus blev opført i 1724-25 af Bygmester Händel. Huset er bygget af sten fra Duborg Slots ruin. Har været købmandsbolig, vajsenhus, kaserne, tugthus og hotel. Siden 1920 det danske mindretals højborg i Sydslesvig.

Over gavlen på Flensborg hus kan man se Flensborg Bys og Kong Frederik den IV.´s våben

I Norderstrasse i Flensborg kan man indtil videre finde 15 motiver af katte rundt omkring på husene. Alle kattemotiverne er forskellige, og kattene er malet, så de falder ind i omgivelserne, som om det er rigtige katte. Der går helt sport i at finde dem, når man går ned af gaden. Hvem kunstneren er, ved ingen. Vedkommendes initialer er NM. Hele gaden er på opgaven med at finde ud af det. Kattemotiverne er stille og roligt kommet til. De bliver altid malet om natten, så lige pludselig en morgen er der en ny kat. Det er noget, der samler folk i en gade, at alle er på udkik efter den samme kunstner.

Snore med sko
Snore med sko

Norderstrasse kaldes også for “multikulti gaden” her kan man se masser af sko hænge i snore hen over gaden. Hvordan det er startet, er der mange forklaringer på, når man snakker med beboerne, en af dem er, at der for længe siden lå en skomager, og da skomageren ville lukke sin butik, spændte han en snor ud mellem første sal på sit eget hus og huset overfor, og så smed han det sidste par sko, han havde, op over snoren. Denne afskedshandling har så med tiden udviklet sig til en tradition.

Phänomenta “Experimentarium”

Phänomenta er Flensborgs “Experimentarium” hvor man kan dykke ned i videnskabens verden, en oplevelse for hele familien.

Byporten Nordertor

Byporten “Nordertor” blev bygget i 1595 og udgjorde i 200 år byens nordlige grænse. Nordertor er den eneste bevarede byport i Flensborg.

 

Tur 2 er en dejlig tur rundt i havne området.

Flensburg Havn
Flensburg Havn

På turen rundt i havnen kan man møde gamle sejlskibe og lystbåde samt nogle turbåde, bl.a. går der en båd til Glücksburg i sommerperioden.

Historiske træskibe
Historiske træskibe

Langs kajsiden ligger mange flotte gamle historiske træskibe, så der er meget at kigge på, når man går på promenaden.

Salondamperen Alexandra
Salondamperen Alexandra

Her ligger også –Flensborgs flydende vartegn –Alexandra, der blev bygget i 1908. Det er den sidste salondamper i Tyskland, som stadig er sødygtig. Fra maj til oktober kan du stikke til søs med Alexandra på en 1,5 times rundtur på Flensborg fjord. En nostalgisk skibsoplevelse for hele familien og et absolut must for alle, der holder ferie i Flensborg. Billetterne kan købes i den gule pavillon ved “Dampferbrücke”.

 

Museumswerft

På Museumswerft bygges og restaureres skibe efter gamle håndværkstraditioner.

Schiffartsmuseum

I det gamle toldpakhus findes søfartsmuseet „Flensburger Schifffahrtsmuseum“. Her får man alt at vide om havnen, handelshuse og købmandsgårde, redere og købmænd, værfter og skibe, om maskiner og motorer, fyrbødere og maskinister samt kaptajner og deres dagligdag til søs.
I pakhuskælderen ligger også byens rom-museum. Flensborg havde tidligere en vigtig import af rom og sukkerrør.

Hansens Brauerei byder sig til med gode hjemmebryggede øl og fyldig tysk husmandskost.

Skulptur af Herman Menzel

Ved indgangen til fodgængerområdet står billedhugger Herman Menzel’s smukke skulptur “Windsbrauf”.

På den “anden” side af havnen med en panoramaudsigt til byen, er der en rigtig sydlandsk stemning om sommeren. Her vrimler det med restauranter, min favorit er fiskerestauranten Gosh Sylt, hvor der er mange mennesker året rundt.

Man kan også komme til at sidde med tæerne i sand og kigge over på byen.

Moderne arkitektur i Flensborg

Flensborg har også mere moderne arkitektur, det ses bl.a. på Ballastkaj lige ned til fjorden.

 

Tur 3

På tur 3 går man oppe og har udsigt over byen og havnen. Efter at have gået en tur op af gågaden med alt dens liv og støj, føles det skønt at opleve natur og stilhed.

Udsigt ud over Flensborg
Udsigt ud over Flensborg

Fra Søndertorv kan man gå op til det øvre Flensborg og se ud over hele byen. Heroppe er der mange dejlige grønne områder, det føles som en hel anden verden.

Gamle smukke huse i Flensborg
Gamle smukke huse i Flensborg

På turen møder man rigtig mange smukke velholdte gamle huse, der alle har deres egen meget specielle byggestil

Med udsigt over Flensborg ligger kunstmuseet Museumsberg, der består af to museumsbygninger Heinrich Sauermann huset og Hans Christiansen huset med i alt 3000 m2 udstillingsareal og ligger i et historisk parklandskab.

 

Museumsberg
Museumsberg

Siden Museumsbergs  grundlæggelse i 1876 helliger museet sig det tidligere Hertugdømme Slesvigs kunst- og kulturhistorie, hvor den nordlige halvdel siden 1920 hører til Kongeriget Danmark. Et helt nyt indrettet museumsrum i Heinrich-Sauermann viser den permanente udstilling  hauskunst- og kulturhistorie fra middelalderen og op til 1800-tallet. Nyt er børneområdet “for-de-små“ med talrige oplevelses- og gør-det-selv-elementer, afdelingen “Flensborg – en by og dens mennesker” samt skatkammeret med guld- og sølvtøj og fajancer fra den store samling.

Spændende tag udsmykning
Spændende gavl udsmykning

Noget af Museumsberg har en fantastisk flot gavl udsmykning.

Parkanlægget ved Museumsberg

Istedløven
Istedløven

På Flensborgs Gamle Kirkegård står Istedløven nu igen, stor og stolt ser den ud. H.V.Bissens omstridte krigsmonument som er til minde om den danske sejr i slaget ved Isted i 1850. Oprindelig tekst på soklen er nu erstattet med ordene: “genopstillet 2011 som tegn på venskab og tillid mellem danskere og tyskere.

Den gamle kirkegård
Den gamle kirkegård

Da den gamle kirkegår blev anlagt i 1810-1813, lå den udenfor byen, og den er bevaret næsten uændret

Den gamle kirkegård et et væsentligt mindesmærke over alle de unge mænd, der mistede livet i krigene.

Ved indgangen til den gamle kirkegård ligger kapellet, som blev bygget af Axel Bundsens og gennemgribende restaureret i 2001.

På den anden side af gaden ligger Christiansparken, der blev anlagt 1797 som en engelsk landskabshave. Det ca. 42.000m2 offentlige parkanlæg er også med til at gøre Flensborg til en meget grøn by.

Julemarkeder:

Flensborg er også en rigtig hyggelig juleby med mange julemarkeder.

Aften på julemarked

Som i mange af Tysklands byer er her også rigtig hyggelige julemarkeder. Der er en dejlig stemning, og så kan man rigtig juleshoppe.

Julemarked i Flensborg
Julemarked i Flensborg
Jule stemning i Flensborg
Julestemning i Flensborg

 

3 kommentarer til “Flensborg”

  1. Kan jeg få en mailadresse til materiale om seværdigheder i Flensborg tilsendt.

    Venlighilsen
    Anne Buch-Larsen

  2. Tysklandsguide er ikke en officiel side, jeg har bare rejst meget i Tyskland og har så lavet guiden for at glæde andre med
    oplysninger om de byer, jeg har besøgt. Så du må nok finde et turistbureau eller prøve, om du kan Google dig frem.
    God ferie

  3. Tak for fyldestgørende guide. Vi skal til Flensborg 2-4/12 2022 og har støvsuget nettet for en dansktalende byvandring enten 2/12 over middag eller i løbet af den 3/12. Der er ingen. Ved du om vi overser noget ?

Skriv en kommentar

tysklandsguide.dk