Hansestaden Lübeck
er i dag en pulserende kultur- og handelsby med en rig historie og mange tilbud til gæsterne. Lübeck er placeret ved floden Trave. Den gamle del af byen er en ø omgivet af floden og kanalforbindelsen. Byen har en havneby Travemünde, som ligger cirka 15 kilometer nordøst for den gamle del af byen. Byen kan besøges på endagsture hen over året, eller til julemarked hvor der er mange turister. Lübeck er dog også perfekt til et besøg over en lang weekend, hvor man så kan dykke ned i byens historie og dens mange seværdigheder, spise på de mange gode restauranter, eller bare slentre på kryds og tværs af den gamle middelalderby.
Du kan se billeder og læse mere om byen her på siden. Det er lavet som en blog, så at alle kan komme med ideer til spændende ting at se i byen samt anbefale restauranter og hoteller. Du kan skrive ideerne nederst på siden i kommentarfeltet.
Det nuværende Lübeck
blev grundlagt i 1143 og var under Danmark fra 1203-25. Byen var igennem det 14. og 15. århundrede den førende by i Hanseforbundet og Tysklands næststørste by (efter Köln ). På trods af sin størrelse på 214.000 indb. syntes Lübeck både stor og lille på samme tid. Stor fordi der er så meget forskelligt at se, fem store kirker, 8-10 markante museer og hundredvis af forretninger og spisesteder. Men også lille da byen er afslappet og rolig, bygget harmonisk som en overskuelig ø, men let at finde rundt i trods de mange små gader og de knap 90 baggårde.
I ældre tid var det kun muligt at få adgang til byen igennem fire store byporte. Den mest berømte er Holstentor, som er byens vartegn og den bedst bevarede byport fra Tysklands senmiddelalder. Den smukke byport er fra 1478 og bygmesteren er Hinrich Helmstede. Byporten har 3,50 m tykke forsvarsmure. Holstentor har været afbilledet på de gamle tyske 50 Mark sedler. Bag de rød- og sortglasserede mursten befinder det Byhistoriske Museum sig, se den meget flotte model af middelalderbyen og følg handelsruterne.
Indskriften CONCORDIA DOMI FORIS PAX betyder enhed hjemme, fred ude.
Pakhusene Salzspeicher
blev opført i 16. – 17. århundrede og blev brugt til opbevaring af salt også kaldet det hvide guld. Det var saltet, der gav alle byerne på den gamle saltvej deres rigdom. Middelalderens saltvej gik fra Lüneburg til Lübeck, hvor saltet så fra Salzpeicher blev sendt til Skandinavien.Turen saltet skulle ud på var ca. 100 km, og det tog omkring 20 dage, nu kan man køre turen på få timer.
Lübeck Rådhus
blev bygget mellem 1200 – 1400 Tallet. Rådhuset er i mørke teglsten, det er en kompliceret mikstur af okseblod, aske og andre hemmelige ingredienser. De mørke sten gør, at den danner en kontrast til de andre klassiske røde murstens bygninger. Den gotiske kolonnade er genopstået for få år siden. Rådhuset er det ældste fungerende rådhus i Tyskland.
Den lyse pragttrappe og karnap ud til gågaden Breite Str. er i hollandsk renæssance fra 1594. Rådhusets indre er rigt dekoreret. Gå ind i forhallen og få et kort indtryk.
En af de mange ting Lübeck er kendt for er marcipan. Lige siden 1806 har man kunnet købe Lübecker marcipan hos Niederegger. Udvalget er overvældende og måske en sjov souvenir at tage med hjem.
Der er også en cafe i Niederegger, som er en af Lübecks seværdigheder, den har eksisteret i mere end 200 år. Niederegger ligger på Breite Strasse 89, som er Lübecks største gågade.
Marienkirche i Lübeck
er en rådsforsamlings kirke, den blev opført af og til byrådet. Kirken blev påbegyndt omkring 1200, den romanske basilika blev bygget af teglsten. I år 1251 begyndte man at bygge den om til en gotisk katedral. Man planlagde først en hallkirke, men byggede en gotisk basilika af enorme dimensioner Den treskibede munkestenskirke er forbillede for over 70 kirker i Østersøområdet, og det er den tredjestørste kirke i Tyskland.
Læs mere her
Fra kirkens gulv og op til loftet er der 38 meter og dens to tårne er 125 m høje. Kirken har verdens største mekaniske orgel. Komponisten og organist Dietrich Buxtehude var organist i Marienkirche fra 1668 til 1707, man kan se en mindeplade for ham i kirken.
Marienkirches astronomiske ur
er en af juvelerne indenfor kunsthistorien og religiøs kunst. Det nye astronomiske ur blev bygget i 1960-67 planeret og tegnet af Paul Behrens. Forsiden er en forenklet efterligning af det gamle ur, der blev bygget i 1561-66 af Matthias von Oss. Den stod bag højalteret i koret, men brændte under bombningen i 1942. Uret har en kalenderskive, planetarium og figurer, som går rundt.
2. verdenskrig var hård ved kirken, som blev ødelagt, og de store klokker ligger stadig på granitgulvet hvor de borede sig ned efter faldet fra de brændende tagspær.
Vis mindre
Lübeck og den lille djævel
og legenden om ham siger, at da den første sten til Marienkirche var lagt, troede han det skulle være en vinbar. Han kunne godt lide ideen, fordi mange sjæle havde allerede fundet vej til ham efter de jævnligt havde besøgt sådan et sted.
Så han blandede sig med mængden og begyndte at hjælpe arbejderne. Men en dag måtte djævlen indse, hvad bygningen virkelig skulle være. Fuld af vrede greb han en kampesten for at smadre væggene. En stemme råbte til ham: Bare stop det hr. djævel! Efterlad hvad der allerede er rejst! Så vil vi bygge en vin bar i nabohuset til dig, og lige overfor kirken byggede arbejderne vinkælderen til rådhuset.
Foran rådhuset ligger Lübecks markedsplads, her er der markeds boder og restauranterne har ude servering når årstiden tillader det. Så kan man sidde og nyde udsigten til rådhusets tre tårne der kaldes ” kæmperne” og er et af Lübecks mange vartegn.
Heinrick og Thomas Mann museet
ligger i det kønne Buddenbrookhaus med den meget smukke facade. Huset tilhørte engang familien Mann og var rammen om Thomas Manns roman “Huset Buddenbrook”
Petrikirken
blev bygget mellem 1227 og 1250 som en treskibet kirke, i det 15. og 16. århundrede blev den udvidet til en femskibet gotisk halkirke. Kirken blev også ødelagt under 2. verdenskrig og tårnet blev først genopbygget i sin fulde højde i 1958 – 1961 Petrikirken bruges i dag til udstillinger og arrangementer, den har ingen menighed. Til jul er der et hyggeligt håndværkerjulemarked.Tag trappen eller elevatoren op i det 50 m høje tårn og nyd udsigten over Lübeck.
I 1160 blev Lübeck bispesæde og i 1173 lagde Heinrich der Löwe grundstenen til den store domkirke, der hvor kolonister tidligere havde bygget en lille trækirke. I 1335 blev den til en gotisk halkirke. Domkirken er den ældste kirke i byen. Men den blev som mange andre bygninger i Lübeck ødelagt af luftangrebet i 1942. Det kostede 13 millioner Mark at genopbygge Domkirken.
Læs mere her
Foran domkirken står Braunschweiger Löwe et mindesmærke for Henrik Løve.
Prædikestolen i Domkirken
Uret i Domkirken, Kirkens vigtigste kunstværk er det 17 m høje Trumfkors af Bernt Notkeder, som også stod for altertavlen i Århus Domkirke.
Vis mindre
Skt. Jacobi
den treskibede teglstens halkirke fra 1334 er søfolkenes kirke. Det ses af den usædvanligt rige træudsmykning i denne flotte kirkehal.
Alteret i Skt. Jacobi kirke
Redningsbåd fra det tyske skoleskib “Pamir” som sank ved Azorerne den 21. september 1957. 81 mennesker omkom, kun 5 overlevede forliset.
St. Aegiedien
er fra det 14. og 15. århundrede, det er den mindste af fem store kirker i Lübeck. St. Aegidien ligger i det gamle håndværkerkvarter. Kirken er smukt dekoreret med gotiske vægmalerier i koret og tårnhallen og har elementer af barok og renæssance. Særlig berømt er sangkor træsnittet af Tönnies Evers den yngre.
Puppenbrücke broen
går over Traver floden, og forsætter man lige frem kommer man til Holstentor. Den tidligere træbro Puppenbrücke blev i 1773 ombygget til stenbro, og med den kom alle skulpturene lavet af Dietrich Jürgen Boy.
Merkur, som i den romerske mytologi er gud for handel, hurtighed og kommunikation. Han var gudernes sendebud og er tit afbilledet med vinger på fødderne.
Willy Brandt Huset
har en permanent udstilling om hans liv. Han er født i Lübesk og fik Nobels fredspris i 1971. I de syv rum på museet, der ligger i en patricierpalæ kan man udforske det 20. århundrede i hans fodspor fra Weimar Republikken til genforeningen af de to Tysklande. Foruden hans biografi er de emner, der er i centrum demokrati, menneskerettigheder og fred. En have forbinder Willy Brandt Huset med Günter Grass Huset, såledeskan man med få skridt bevæge sig mellem Lübecks to Nobelprisvindere.
Günter Grass-Haus
Den Tyske forfatter Günter Grass har lagt navn til museet Günter Grass Haus, som blev åbnet i 2002 i anledning af litteratur nobelpristagerens 75 års fødselsdag. Museet er både et litteratur- og billedkunsthus, og i haven er eksempler på Grass’s billedhuggerkunst. Der er også et bibliotek og en butik. Huset bruges også til kulturelle arrangementer.
Heiligen Geist Hospital
blev bygget i 1280 som en døgninstitution for fattige og syge af Lübecks købmænd, som derved donerede Tysklands ældste sociale institution. Det er et af Europas ældste alderdomshjem og det blev brugt frem til midten af 60erne.
Bag ved forhallen ligger langhuset, der består af små rum, de såkaldte “Kabäuschen” fra 1820. Når der er julemarked i Lübeck, er der boder i de små rum.
I forhallen er nogle af byens ældste kalkmalerier, og det var her den oprindelige kirke var.
Sct. Annen-Museum
med kirkekunst og kulturhistorie fra det 13. til det 18. århundrede. Sct. Annen var oprindelig Augustiner kloster. Efter reformationen blev det ændret til fattighus.
Byporten Burgtor
De ældste dele stammer fra det 13. århundrede. I den sene middelalder kom overbygningen med tårnet, som er i sorte og røde mursten. Den flotte bronzekuppel stammer fra barokken.
Ved byporten ligger Burgkloster nu Kulturforum. Klosteret blev grundlagt i 1229 og er Nordtysklands største middelalderlige klosteranlæg. Her har været fattiggård, og i det 19.århundrede desuden domstol og varetægtsarrest. Burgkloster er i dag et kulturhus for billedkunst og arkitektur. I dag afholdes her også foredrag, forelæsninger og musikalske arrangementer.
Franciskaner kirken St. Katrine
blev grundlagt i 1300-tallet. Kirken er i øvrigt en del af det tilstødende klosteranlæg, som har været brugt til skole siden 1500-tallet. I kirkens imponerende højkor findes der flotte kunstværker, bl.a. et monumental maleri af den berømte Italienske maler Jacopo Tintoretto (han har været maler i Dogepaladset i Venezia).
Kirkens vestfacade med sine afvekslende mønstre af både glaserede og uglaserede tegl og en strengt udført gavl. I nicher i facaden står desuden figurer af Ernst Barlach og Gerhard Marcks.
Verdens største samling af teaterdukker finder man i de fem historiske bindingsværkshuse. Her kan man se teaterdukker, rekvisitter,plakater og gamle lirekasser fra tre århundreder. I nabohuset kan man desuden se et dukketeater.
Lübeck har til jul mange spændende julemarkeder rundt i byen.
Der er noget for enhver smag og en rigtig hyggelig stemning overalt.
Ikke langt fra Lübeck ligger den hyggelige by Mölln som du kan læse om på bloggen.
Hej
Har du en mailadresse, hvor jeg kan komme i kontakt med dig? Skriv evt. til mig på ovenstående mail.
De bedste hilsner
Camilla Nielsen, FDM travel
Kære Camilla Nielsen
Min søn og jeg tager ugen efter pinse på en fire dages tur til Lübeck. Derfor kigger jeg på ovenstående turistguide.
Jeg er ret meget skuffet og næsten fortørnet over, at hverken Niederegger eller Buddenbrook Haus er nævnt. Jeg håber det er fordi de er så almindeligt kendt at det skønnes uødvendigt at nævne dem, men det skyldes nok nærmere en forglemmelse – og efter min mening en ret utilgivelig én af slagsen.
Venlig hilsen
Jan Rohde Andersen
Hej Jan
Tak for din kommentar, det er altid rart at blive gjort opmærksom på ting som læserne gerne vil vide noget om, det er derfor den er lavet som en blog.Så det vil jeg sørge for at skrive om, alle byer i guiden udvikles løbende. Rigtig god tur, Lübeck er en rigtig dejlig by, og så håber jeg du kan tilgive, at det ikke er med endnu, jeg har allerede tilgivet dig for at kalde mig Camilla Nielsen.
Venlig hilsen Mona Nylander
Hej Mona kan læse at du er meget kendt i Tyskland, kunne du evt give os et kørsels forslag med bil da vi skal bo i Malente i næste uge, så derfor vil jeg spørge fagmanden.
På forhånd tak
MVH
Niels Chr Brylle
Hej Niels det lyder da rigtig dejligt, det er et meget hyggeligt sted, jeg regner med du mener Bad Malente, mange tyske bynavne er der flere af.
Kørsels forslaget kommer an på hvor i kommer fra. Vi kommer altid over storebæltsbroen og kører så med A7 til afkørsel 6 og så landevejen 76 til Plön hvor der så er vist af til Bad Malente.Når i er i Bad Malente skulle i næsten tage til de to små hyggelige byer Plön og Eutin, der er meget få kilometer til. Neustadt der ligger ud til vandet og har en dejlig sandstrand er også et besøg værd, den har jeg ikke fået lagt på endnu. Jeg vil være glad hvis du vil vende tilbage, hvis du synes i har fundet noget at anbefale til andre, det er faktisk det, der er ideen med bloggen, at vi kan inspirere hinanden.
Rigtig god ferie.
MVH
Mona Nylander
Hej Mona.
Vi er 4 venner der her i weekenden har lejet lejlighed i Timmendorfer strand og vi har planlagt at vi om lørdagen skal på sightseeing derfra i bil til Hermannshöhe,( morgenmad ), videre til Travemünde og videre ind til julemarked i Lübeck. Nu kommer spørgsmålet ?
Har du nogle gode ideer til hvad vi skal se på turen i til Lübeck eller har du en web. side du kan henvise os til ? Vi tænker også lidt på hvor vi kan parkere eller om vi kan tage tog eller bus ind eller på hele turen ?
Og tak for guiden ovenfor, det har i hvert fald inspireret mig til noget vi skal se i Lübeck 🙂
På forhånd tak
Med venlig hilsen
Lissi Larsen
Hej Lissi
Jeg har ikke lige nogle gode ideer på den tur. Men hvis i har tid fredag eller søndag så er Neustadt en rigtig hyggelig by kun 22 km fra Timmendorfer Strand. På denne årstid med julemarked kan det blive lidt svært at parkere i Lübeck, men de har mange p-huse og det er noget billigere end i Danmark, så hvis der går tog eller bus derind, er det nok en god ide, så kan man jo også tillade sig at smage på lidt glühwein. Hvis i synes om lejligheden kunne det være en anbefaling til andre, hvis i gad skrive om den . Rigtig god tur Lübeck er en rigtig dejlig by.
Hilsen
Mona
Hej
Vi skal snart et par dage til Lubeck, tæt på den gamle bydel, Hansestrasse. Det er primært for at shoppe med teenagedatteren. Har I nogle gode foreslag ?? Der der butikker man simpelthen ikke må misse ??
Hej
Vi skal til julemarked i Lubeck til december, men er kommet i tvivl om julemarked har åben om søndagen?
Er der nogen der ved noget om det? 🙂
Sidste år var vi i Flensborg, og oplevede desværre at deres julemarked havde lukkedet søndag, Øv
Mvh
Annette
Hej Annette
Jeg har lige været et par dage i Lübeck og talte med turistbureauet, og alle julemarkederne har åbent søndag. Inden for kort tid vil jeg komme alle julemarkederne på samt deres åbningstider.
Rigtig god tur.
Mvh.
Mona
Takfor en god og nyttig guidning, stor hjælp!
Det glæder mig at du har haft glæde af min guide. Lübeck er en hyggelig by. Mona
Hej Mona
Vi smutter en tur til Lubeck i julen. Vi er interesseret i at se det gamæle rådhus indefra. Ved du om det har åbent på helligdage.
Mvh Ayoe
Hej Ayoe.
Man kan kun komme på rundvisning med en guide, og så vidt jeg kan se, er der kun rundvisning kl. 12 på søn- og helligdage.
God tur.
Mvh.
Mona
Er der en engelsksproget skole/gymnasium i Lubeck, samt er der et eller flere hospitaler i Lubeck.
mvh
Ole
Hej Ole.
Der ligger et universitetshospital og mindst et hospital mere i Lübeck.
Der er et internationalt college, men jeg tvivler på, om der er internationale skoler/gymnasier. Prøv at søg på internettet.
Mvh.
Mona
Hej.
Før Murens fald var jeg i Lybæk og besøgte et sted lige ned til den østtyske grænse med udsigt til et østtysk kontroltårn og et bredt øde stykke land foran. Ligger stedet som et “minde” eller er alle synlige spor deraf slettet.
Mvh Signe