Information og tips om at rejse i Tyskland:
Lidt fakta:
Tyskland har det største befolknings antal i EU 82,6 mio.
Landet strækker sig fra Nordsøen og Østersøen mod nord til Alperne i Syd og nogle af Europas største floder som Rhinen, Donau og Elben løber gennem landet.
Betalingsmidler:
Tyskerne elsker det, de kalder “bargeld”, og som betyder kontanter.
Internationale kreditkort er ikke nær så udbredt i Tyskland som i Danmark og andre lande. Der er dog sket meget de sidste par år, og flere er kommet med. Men der er stadig nogle restauranter og små hoteller, som ikke tager kreditkort, så tjek det først.
Tyskerne har deres eget betalingskort, som hedder “EC Karte”, det svarer til det danske “Dankort” uden Visa delen, så det er et kontantkort, som kun kan fås og bruges i Tyskland. Det findes dog ikke mere, men er erstattet af Girocard, som er mere fleksibelt.
I de store byer er det dog blevet mere udbredt med de internationale kort.
På restaurant og cafe:
Når man skal betale på restaurant og cafe i de fleste lande i Europa, vil tjeneren normalt lægge regningen på bordet og derefter vende tilbage, når man har lagt penge for derefter at komme med byttepenge, hvor man så evt. lader nogle ligge som drikkepenge.
Når man får regningen i Tyskland vil tjeneren blive stående med en stor pung fremme og vente på, at man betaler, det kan godt virke lidt stressende, da man lige skal regne evt. drikkepenge ud i hovedet. En måde at gøre det på er at “runde op”, dvs. hvis regningen lyder på 52,80 Euro, og man allerede har besluttet at give 3 Euro i drikkepenge, så siger man 56 Euro, lige tal er altid lettere.
På en cafe hvor regningen for to kaffe måske er 4,80 Euro, siger man 5, man behøver det selvfølgelig ikke, men det er lettere og bliver værdsat.
Brugen af drikkepenge er det samme som i Danmark, men husk at det ikke er brugt at lægge drikkepenge på bordet.
Hoteller:
I Tyskland er der et stort udvalg af hoteller og ferielejligheder fra de helt små (gasthaus) til de store kædehoteller.
Det er dog ikke alle, der har online booking, derfor bruger jeg selv mest booking portalen Booking.com, hvor man kan få bekræftelse med det samme, og hvor det er let at ombooke eller aflyse. Jeg har indsat en søgeformular på alle siderne, så hvis du vil benytte Booking.com, håber jeg, at du vil bruge denne, da jeg derved får et beskedent beløb, som jeg bruger til vedligeholdelse af guiden. Prisen for dig er den samme. På forhånd tak.
Bilkørsel i Tyskland:
Hvis der ikke er skiltet med andet er der som bekendt fri hastighed på de tyske motorveje.
På landevej er det max 100 km/t, og i byer max 50 km/t.
Der er mange “fotofælder” på de tyske landeveje og i byerne. Det er meget almindeligt, at der på landevejene er hastighedsbegrænsning på 70 km/t et stykke før til et stykke efter en krydsende vej, og lige efter den krydsende vej er der tit et fartkamera, så husk hastigheden her.
Den tyske p-skive er forskellig fra den danske, som ikke kan bruges. En tysk kan printes ud på FDM’s hjemmeside, den kan herefter klippes ud og samles forholdsvis simpelt.
Husk også en miljø mærkat til forruden, ellers kan der ikke køres ind i efterhånden mange tyske byer. Den kan købes hos FDM.
Det er også blevet obligatorisk i Tyskland at have mindst en refleks/sikkerheds vest i bilens kabine (ikke bagagerum). Det er efter det seneste dog kun et lovkrav for biler på tyske nummerplader, men da prisen er forholdsvis beskeden, er det en god ide, da det jo gælder ens egen sikkerhed.
Hvis du har yderligere gode råd og tips, så skriv endelig en kommentar.
Fra i år kan man ikke hæve kontanter med VISA i en del pengeinst. i Tyskland – vist nok sparekasser…
Hej Jan.
Tak for oplysningen. Ja, Tyskland er ikke ligefrem et “kreditkort land”, da lidt over 80% af pengetransaktionerne er med kontanter.
Men hvor har du set eller hørt det, da jeg ikke lige kan finde det på nettet.
Hilsen
Mona
Hej ! Er der en guide til en CoronaTour 2020, hvis vi skal have 14 dage til at gå ? Regner med 10 overnatninger i Tyskland.
Vi er meget til anden verdenskrigs minder, og skal på hjemturen over Auschwitz i Polen.
Men vi ville gernened i Alsace området, bare med mulighed for at blive i Tyskland, hvis Frankrig ikke er helt åben om 3 uger (midt i august).
På forhånd tak !
Sanne og Morgan Green
Hej Morgan
Tysklandsguide er ikke en officiel side, jeg har bare rejst meget i Tyskland og har så lavet guiden for at glæde andre med
oplysninger om de byer, jeg har besøgt. Så du må nok finde et turistbureau eller prøve, om du kan Google dig frem.
På min blog https://guldstiletter.dk har jeg et indlæg om mundbind i Tyskland, hvis det vil have interesse for dig.
Hav en rigtig god ferie.
Kære Mona
Jeg stødte tilfældigt på Kromlau/Rakotzbrücke og tænkte, om du måske kunne be-/afkræfte, at det er turen værd?
Mange hilsner, Jørgen
Bør man have kontanter til hele turen med hjemmefra? Eller bør jeg gå ned til hæveautomaten og hæve undervejs?
Mvh. Jakob
Hej Jakob.
Det er altid godt at have kontanter i Tyskland, men der er vist kommet nogle nye regler i EU om, hvor meget pengeinstitutterne må tage i gebyr, når man hæver i en hæveautomat. Det må ikke være dyrere end der, hvor man kommer fra, så prisen skulle være faldet meget. Men spørg for en sikkerheds skyld i dit pengeinstitut.
Mvh.
Mona